Omkring halvdelen af danskerne sidder ned i mere end otte timer hver dag. Her er fjernsynskiggeri i sofaen og de utallige funktioner på smartphones noget af grunden til, at vi sidder langt mere ned end tidligere. Den vigtigste faktor er dog, at langt de flere af os har stillesiddende jobs, fordi de fleste af vores arbejdsopgaver løses ved en computer. Det er dog kun få med kontorjobs, der rent faktisk bevæger sig nok i løbet af dagen, og det kan få konsekvenser. Derfor kan det være en rigtig god idé for en arbejdsplads at gøre det lettere med aktive pauser og bevægelse i arbejdstiden.
Skab det optimale arbejdsmiljø
Mange danske arbejdspladser har stor fokus på medarbejdernes velbefindende. Derfor er ergonomiske kontorstole og hæve-/sænkeborde da også blevet mere reglen end undtagelsen på de forskellige kontorer rundt omkring i Danmark. Dog er der stadig mange ting, man som arbejdsplads og arbejdsgiver kan gøre for at skabe det optimale arbejdsmiljø. Undersøgelser peger på, at man som arbejdsplads opnår langt bedre resultater, hvis man sørger for, at ansatte har mulighed for at bevæge sig i kortere pauser i arbejdstiden. Flere arbejdspladser tilbyder gratis eller billigere motionsmuligheder uden for arbejdstiden, men det synes langt fra at have samme positive effekt.
Bevægelse i arbejdstiden
Selvom motion med høj intensitet naturligvis stadig er vigtig en gang imellem, er det mindst lige så essentielt, at man sørger for at bevæge sig lidt med jævne mellemrum, når man sidder ned i mange timer i løbet af dagen. En idé kunne være at installere løbebånd på kontoret, så der er mulighed for bevægelse, mens medarbejderne arbejder, eller mens de holder en mindre pause. Det er naturligvis også en mulighed med længere telefonmøder på løbebåndet. På den måde får de nogle få aktive pauser, der er med til at reducere alvorlige konsekvenser som stress eller blodpropper som følge af for lav aktivitet, og det vil i sidste ende være en god investering for arbejdspladsen.